Case

Det rette match til Orifarm

Selv i pressede situationer ser Orifarm værdien i at udforske nye muligheder og undersøge gode alternative til deres eksisterende tilgange og samarbejder. Nysgerrigheden på markedet resulterede i et spændende nyt samarbejde mellem Orifarm og Right.  

Det var til et netværksmøde, der havde fokus på CFO’ens domæne, at Mads Tocado-Dybbro, Vice President, Business Finance & Indirect Procurement hos Orifarm første gang hørte om Right. Mødet førte til et efterfølgende opkald, og derfra gik det stærkt.

Foruden et stærkt felt af kompetente og erfarne konsulenter samt attraktive priser så Orifarm nemlig fordelene ved Rights størrelse og tilgang til samarbejdet: 

”I den situation, vi stod i, var det en klar fordel, at Right er mindre forretning. Partnerengagementet er stort, og vi fik præsenteret den rette kandidat hurtigt – og så spillede prisforskellen naturligvis også ind”, fortæller Mads og tilføjer:  

”Den eneste risiko, du tager ved at gå med et mindre konsulenthus, er, at kandidatfeltet kan være smallere. Men Rights konsulenter har mange års erfaring, og når det er tilfældet, har vi ikke samme behov for det store bagland, der kan hjælpe med svar på specifikke spørgsmål, som vi ville have, hvis det var en ung og ny konsulent”.  

Men det er ikke kun konsulenternes mange års erfaring, der gjorde Right til den oplagte samarbejdspartner:  

”Right har nærværende partnere, som har stort fokus på kundens behov. I min optik er det en styrke, at Right er dedikeret til finansfolk. Det giver mig en tryghed at vide, at de er specialister på deres område”, afslutter Mads.  

Sparring fra andre end konsulenten 

Samarbejdet mellem Right og Orifarm oversteg hurtigt den traditionelle levering af en interimskonsulent. Orifarm oplevede en kontinuerlig sparring fra Rights ansvarlige partner, Mikael, samt en løbende dialog og sparring mellem Mikael og konsulenten, Michael. Dette bidrog ikke kun positivt til interimsforløbet, men gav også Orifarm den fulde værdi af konsulentens kompetencer:  

”Noget af det, jeg har værdsat mest i samarbejdet med Mikael, har været hans evne til at ringe for at følge op og tilbyde sparring, qua sin egen baggrund som CFO. Han er god til at afdække vores behov – både det behov, vi står med nu, men også vores behov på længere sigt. Og så har han en evne til at sætte ord på de udfordringer, virksomheden kan stå med, men som kan være svære at tale om”, fortæller Mads og fortsætter:  

”Mikael og Michael har en løbende dialog og sparring, der medvirker til, at vi som kunde får den fulde valuta for Michaels kompetencer. Man får sparring fra andre end konsulenten, når man samarbejder med Right”. 

Erfaring og sparring resulterede i rolleændringer  

Det, der begyndte som et akut behov for en finansperson, udviklede sig til et længerevarende og mere strategisk samarbejde. Michael viste sig at være et godt match for Orifarm – både grundet sine faglige kompetencer, men også sin evne til at tilpasse sig organisationens skiftende behov: 

”Vi havde et akut behov for en finansperson, der havde flere års erfaring og et bredt kompetencesæt. Til at starte med var det egentlig bare for at lukke et hul omkring data fra vores fabrikker og yde generel support til et underbemandet team”, beskriver Mads, da vi spørger ind til rollens omfang, og fortsætter: 

”Her har Michael den erfaring, vi havde brug for. Han kunne tage fra allerede fra dag ét. Han er fagligt stærk og et godt match til kulturen hos Orifarm”.   

Michaels rolle har dog udviklet sig igennem forløbet:

”Vores interimsbehov har ændret sig meget. Det startede med, at Michael kom ind og udfyldte det akutte behov, vi havde. I dag supporterer han som Finance Business Partner i vores supply chain og sourcing-afdeling. Michaels kompetencer passede perfekt til, at vi lavede om i organisationen og fik brug for en Finance Business Partner til det område. Vi er bl.a. i gang med at køre et projekt omkring Financial Governance, og det har Michael også erfaring med, så det har han selvfølgelig fået en rolle i. Han har evnet at sætte Financial governance på agendaen og forklare, hvad det er i sin helhed”, fortæller Mads og afslutter:  

”Og så har vi bare været heldige. Michael har været en muskel, der har supporteret de interne ressourcer godt. Han har skabt struktur i nogle ting, vi ikke selv har haft tid til og mulighed for at få gjort”.  

Flere Cases

Right A/S, Sjælland

Lautrupsgade 13
2100 København Ø

CVR-nr: 42186708
Følg os på Linkedin

Right A/S, Jylland
Mariane Thomsens Gade 4B, 3.  
8000 Aarhus  C