Viden

Optimer din LinkedIn-profil, så du bliver fundet, læst og forstået

Lad os starte med at sætte scenen: 

Mit navn er Annette Lund. Jeg har arbejdet med rekruttering af talenter i mere 20 år, hvoraf jeg de seneste 10 år primært har fundet kandidater inden for regnskab og økonomi. 

Nogle af de spørgsmål jeg oftest får handler om, hvordan du som kandidat kan optimere din LinkedIn-profil, så du bliver fundet, læst og forstået. 

Og ja, selv med en mindre gennemarbejdet profil kan du sagtens få henvendelser. Men hvis du vil sikre dig, at disse er relevante henvendelser, er nøglen til det optimering. 

Dét vil jeg gerne hjælpe dig med i dag.

Guiden er omfattende, og du kan følge den i sin helhed, plukke de mest relevante råd ud eller blot finde inspiration.

Målet er at hjælpe dig med at tiltrække flere relevante besøgende og blive fundet af de rette rekrutteringsfolk.

Med 9 konkrete steps får du en LinkedIn-profil, der sikrer dig relevante henvendelser og pleaser algoritmen samtidigt. To fluer med ét smæk.

Før du går i gang, skal du huske: Din profil er dit udvidede visitkort. I modsætning til det visitkort, du trækker frem til netværksmøder, er din profil søgbar og fungerer som det perfekte SEO-værktøj (søgeoptimering). Det er derfor din chance for at folde fortællingen om dig ud.

Overvej nøje, hvilke 3-5 ord der skal kendetegne dig og din profil, og sørg for, at de går igen i alt fra overskrift til om-tekst og erfaring. Så hjælper algoritmen dig godt på vej.

Step 1: Dit profilbillede

Dit profilbillede er dit professionelle førstehåndsindtryk. Det er noget af det første, besøgende på din profil bemærker, når de klikker sig ind på din profil. Men et godt, tydeligt og professionelt profilbillede har flere fordele:

Øget troværdighed:

LinkedIn er platform, hvor vi møder og interagerer med vores professionelle netværk. Men vi er mere tilbøjelige til at interagere med og stole på profiler, der har et profilbillede, fordi det giver et ansigt til navnet.

Forbedrer din netværksopbygning:

Dit profilbillede gør det nemmere for folk at huske dig, især hvis de har mødt dig personligt til konferencer, møder eller andre netværksbegivenheder.

Øget synlighed:

LinkedIn belønner profiler, der har billeder (både profilbillede og coverbillede). Din profil får simpelthen flere visninger, hvis du har et profilbillede, og det øger chancerne for, at din profil bliver set af rekrutteringsfolk eller potentielle arbejdsgivere.

Mere engagement:

Vi kan godt lide at kunne fornemme personen bag skærmen. Derfor er vi mere tilbøjelige til at klikke på og engagere sig med profiler, der har billeder. Det kan føre til flere forbindelser og samtaler, hvilket unægtelig kan være gunstigt for din karriere.

Se mit billede som eksempel. 

 

 

Step 2: Din overskrift

Din overskrift har samme essentielle rolle som dit profilbillede. Det er noget af det første, din modtager ser, og det er en sætning, der følger din profil, uanset om det er inde på profilen, eller når du interagerer med andre opslag og profiler. 

Hvad skal en god overskrift indeholde?

Dét mest essentielle. De tre kompetencer, du gerne vil fremhæve. Din titel og nuværende arbejdsplads. Din tagline, der sikrer, at du bliver husket.

 

Step 3: Om-afsnittet

Det er nu, du skal blæse din modtager bagover. Det er dit 30 sekunders vindue til at sælge dig selv, imponere din modtager og give vedkommende lyst til at scrolle videre ned gennem din profil. Men husk, det handler ikke kun om, hvad du kan. Det handler i høj grad også om, hvad du vil.

En om-tekst kan se ud på rigtig, rigtig mange måder, så se vores opbygning som inspiration – ikke som opskrift:

  • Fortæl om din faglige passion: Hvorfor beskæftiger du dig med økonomi?
  • Fortæl, hvad du kan hjælpe læseren med: Er du ESG-ekspert? En haj til controlling? Stærk til procesoptimering?
  • Lav en kort opsummering af din karriere: Hvordan er du havnet der, hvor du er i dag?
  • Tilføj evt. lidt ekstra til din profilbeskrivelse, så din modtager husker dig: Har du nogle særlige (og måske endda relevante) hobbyer? Har du vundet danmarksmesterskaberne i Excel? Laver du bestyrelsesarbejde? Frivilligt arbejde?
  • Slut evt. af med en personlig hilsen og dine kontaktopslysninger. 
 
Her er et par gode eksempler: 

Step 4: Din erfaring

Afsnittet med erfaring er her, hvor du lister dine tidligere stillinger og virksomhederne, du har været hos. Punkt for punkt. Job for job. Men du må ikke tage for givet, at din modtager forstår dit job. Husk derfor altid at skrive en kort beskrivelse af erfaringen.

 

  • Kort beskrivelse af virksomheden (stjæl evt. fra virksomhedssiden)
  • Funktionsbeskrivelse (hvad gik dit job egentlig ud på?)
  • Kompetencer bragt i spil (det gør det både SEO-venligt og overskueligt for din modtager)
  • Hvis interim, så beskriv, hvad opgaven konkret gik ud på.  

 

Step 5: Alle de andre funktioner under erfaringsafsnittet

Har du lavet frivilligt arbejde? Taget spændende kurser eller efteruddannelse? Har du certificeringer? Publiceret noget?  Fyr løs.

Det er din profil. Det er dig, der skal fremhæves.

Step 6: Din URL

Okay, nu når vi til den tekniske del. Men den må vi ikke glemme.

Din URL.

Når du opretter en LinkedIn-profil, genererer LinkedIn automatisk en URL-kode til dig. URL-koden er unik for din profil, men vidste du, at du faktisk kan ændre den?

Ved at ændre din URL, gør du din profil mere søgbar – også på Google.

Afspil videoen, og se, hvordan du gør:

Step 7: Offentlig profil

Det er selvfølgelig en smagssag, om du vil have offentlig eller privatprofil. Men da denne guides formål er at optimere din profil, så du bliver fundet af relevante modtagere, anbefaler vi, at du gør din profil offentlig. På den måde sikrer du, at folk kan se, hvem du er, og hvor du arbejder, når du interagerer med andres indhold og profiler.

Er du i tvivl, om din profil er sat op til at være offentlig?

Afspil videoen, og se, hvordan du tjekker det:

Step 8: Sprogversioner

Okay, nu bliver det tricky (og ret sejt!). Inden for økonomi er det langt fra alle, der taler og skriver dansk. Tal er et international sprog, og derfor er det forventeligt, at din målgruppe er det samme.

Men du behøver ikke have flere profiler eller flere afsnit på din profil – heldigvis. LinkedIn got your back!

Alt afhængigt af, om du har sat din profil op på engelsk, dansk eller et tredje sprog, vil du få vist andres profiler på det givne sprog. Det samme gælder for din modtager.

Hvis din profil er sat op på dansk, er det derfor oplagt at imødekomme din, f.eks. engelsksprogede, modtager med flere sprogversioner.

Afspil videoen, og se, hvordan du sætter du op sådan her:

Step 9: Open To Work

Der er flere måder at sikre synlighed hos rekrutteringsspecialister, uden behøver plastre din profil til med grønne bannere osv. Det er oplagt at gøre, hvis du aktivt søger nyt, men der er flere og mere diskrete måder at gøre det på.

Øverst på din profil er der forskellige muligheder for at vise recruiterne, at du søger job samt hvilke jobs du søger.

God fornøjelse med opdateringerne - vi ses på LinkedIn!

Right A/S, Sjælland

Lautrupsgade 13
2100 København Ø

CVR-nr: 42186708
Følg os på Linkedin

Right A/S, Jylland
Mariane Thomsens Gade 4B, 3.  
8000 Aarhus  C